Kærlig hilsen Underlivet

Hvad er ligheden mellem mine hormoner og sesamfrø?

Hvad er ligheden mellem mine hormoner og sesamfrø?

Det er noget af en cliff-hanger, I know! Og det er ikke en mærkelig vittighed, promise… Men læs med, så skal du få svaret.


Jeg skal nemlig i gang med noget nyt!! Som med alt andet nyt, der vedrører mit underliv, så er jeg super spændt på det. Jer, der kender mig, ved at jeg er super alternativ og elsker at nørde alt hvad der er naturligt sundt for vores underliv og vores cyklus. Og det nye handler om min cyklus – SURPRISE!!  Jeg har godt nok ingen baseline måling at hænge mit lille forsøg op på og jeg har ikke været på hormonprævention i over seks år. Men jeg tænker alligevel at jeg måske kan opleve ændringer i mit humør, længden på min cyklus og måske endda på farven af min blødning. Og jeg lover at jeg nok skal holde jer opdateret – min mens (aka Dag 1 i min cyklus) starter sandsynligvis enten i dag eller i morgen, så jeg er lige på tærsklen til den nye begyndelse!

Seed cycling FTH –  For The Hormones

Ok, det jeg skal i gang med er Seed Cycling. Det er sådan set ikke noget nyt, sådan i den store verden, men det er det i min. Jeg fik ideen efter at have set det utallige gange på Insta, fra nogle af de super-kvinder, som jeg følger og som er endnu mere alternative end mig (life goal #1 – at blive som dem! Ha!) Til jer der ikke ved hvad det er, så handler det simpelthen om at man hver dag i sin cyklus indtager to af fire forskellige frø og/eller kerner, som alle støtter op om hormonproduktionen i henholdsvis den follikulære og luteale fase af din cyklus.

At få ro på hormonerne har den skønne effekt at kunne nedbringe PMS og regulere cyklus, så den bliver tæt på regelmæssig og mindre smertefuld. Yes, alt det lover de med seed cycling… Og uanset hvad, så er det en selvkærlig handling, som i sig selv har stor værdi i min bog. Og det tæller mindst 40%!

Ok, det jeg skal i gang med er Seed Cycling

Folliku-hva-for-noget?

Resten af dette indlæg har nok en tendens til at blive en kende nørdet… Men igen, I, der kender mig, ved også at jeg absolut ÆLSKER nørderi – og at dele mit nørderi med verden! Så hæng på – jeg er sikker på du kan lære noget!

Vores cyklus består altså af to faser – den follikulære og den luteale.

Den follikulære fase er første fase i vores cyklus. Den starter med menstruationen og varer i gennemsnit 14 dage (forudsat at præmissen er, at vi alle har en gennemsnitlig 28 dages cyklus). I den follikulære fase af vores cyklus stiger mængden af østrogen gradvist i kroppen og med det også FSH (follikel stimulerende hormon), som modner æggestokkens ægceller og LH (luteiniserende hormon), som stimulerer et æg til at løsne sig. Et balanceret niveau af østrogen er derfor alfa-omega for en problemfri cyklus.

Den luteale fase er (sjovt nok) fase to og starter efter ægløsningen og altså fra ca. dag 14 og frem til menstruationen starter igen. I den luteale fase er det hormonet progesteron, der tager over fra østrogen. Progesteron sørger for at fortykke endometriet – eller livmoder-foret som et potentielt befrugtet æg kan sidde og hygge sig i, når det ankommer til livmoderen. Det er endometriet vi udskiller ved menstruation.

Umiddelbart efter ægløsning falder niveauet af østrogen, LH og FSH drastisk, hvilket er cue til skønne progesteron om at komme på arbejde. Men østrogen stiger også gradvist igen i den luteale fase. For meget østrogen i den luteale fase har den bivirkning at give os PMS-symptomer (hvis man tror på den slags) og generelt en besværet og/eller uregelmæssig cyklus. Progesteron holder østrogen i skak, så sunde niveauer af progesteron er ønskværdigt.

Frø med kerner på – Stage 1

Så hvad er det jeg konkret skal indtage?

Jo, hver dag i min follikulære fase (dvs. Dag 1-ca. Dag 14 eller til jeg mærker/ved jeg har ægløsning) skal jeg spise én spiseske hørfrø og én spiseske græskarkerner – altså i alt to spiseskefulde frø og kerner. De skal desuden helst være malet til mel, men det ved jeg ikke om jeg får gjort (Simplicity er nemlig mit mellemnavn!). Og desuden mener jeg at jeg engang har læst at malede hørfrø udskiller en slags giftstof… Nogen, der kan bekræfte dette?

Disse specifikke frø og kerner har den magiske egenskab at indholde både Omega-3 og phytoøstrogener eller slet og ret plante-østrogen. Udover at stabilisere (og eventuelt øge) naturligt østrogen i kroppen (fordi de tilpasser sig kroppens østrogen) har phytoøstrogener også den lækre egenskab at de kan nedsætte mængden af overskuds-østrogen (is that even a word?) i kroppen. Det er fordi de egentlig er store grupper polyfenoler, som sætter sig på kroppens østrogenreceptorer og dermed hjælper med reguleringen af østrogen-produktion. Græskarkerner er desuden rige på zink, som hjælper med progesteron-udskillelsen i den luteale fase. Nørdet, I know!

Omega-3, som altid er godt at indtage, har en vidunderlig evne til at reducere inflammation (groft oversat: irritation) i kroppen plus det regulerer FSH-niveauet i den follikulære fase. Win-win siger jeg bare!

Frø med kerner på – Stage 2

I min luteale fase (altså efter ægløsning og frem til menstruation) skifter jeg mit daglige indtag hørfrø/græskarkerner ud med én spiseske sesamfrø og én spiseske solsikkekerner (altså to skefulde i alt) – igen malet til mel, hvis man magter den slags. Til forskel fra græskarkerner og hørfrø indeholder sesamfrø og solsikkekerner Omega-6, som i kroppen bliver omdannet til GLA – et stof der hjælper med et stabilt progesteron-niveau i denne fase. Solsikkekerner er desuden rige på selen, som hjælper leveren med at fungere optimalt, så overskuds-hormoner ikke clotter sammen når de skal udskilles gennem leveren og dermed ophobes i kroppen. Sesamfrø er rige på andre grupper af polyfenoler, som kan hjælpe med en afbalanceret mængde østrogen og progesteron i denne fase.

Well, that’s it! Jeg har ikke helt fundet ud af præcis HVORDAN jeg skal indtage disse frø og kerner, men jeg tænker at jeg skal til at tænke alternativt når det kommer til madlavningen. Og ellers har jeg set at man kan lave små snack kugler hvor man stopper alle de frø og kerner i, der skal indtages – ja, faktisk så jeg et sted at man kunne abonnere på at få dem tilsendt hver måned. Nogen der er friske på at tage den business-idé op? Du har i så fald din første kunde lige her!

Hormonlækker – det er liiige mig

Jeg håber at opleve en smule forandring til det bedre, men ved ærligt ikke hvad jeg skal forvente mig på nuværende tidspunkt. Og de skriver da også at hormonbalancen jo er et ganske forfinet system, som ikke er påvirket alene af frø og kerner – så jeg skal nok ikke forvente det store de første to-tre måneder – eller noget overhovedet. Og som tidligere nævnt har jeg ikke taget nogen former for hormonel prævention siden 2012 og jeg har en regelmæssig cyklus og er ikke plaget af smerter under menstruation. Men tanken alene om at jeg gør noget lækkert for mine hormoner og for min cyklus, gør mig glad og det er vel et mål i sig selv!

Vil du være med? Så del endelig dine erfaringer med mig!

💗 Maria

 

Kilde: Jeg har læst om Seed Cycling en del steder efterhånden og så har jeg den fordel at være uddannet sygeplejerske! Men dette indlæg specifikt, er inspireret af The Chalkboard Mag og dette indlæg fra marts 2018.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Indtast søgeord her