Kærlig hilsen Underlivet

Hvornår stopper min krop med at være en politisk kampplads?

Hvornår stopper min krop med at være en politisk kampplads?

Jo mere jeg dykker ned i emner som menstruation, kropsbehåring, samtykke i forbindelse med sex og hvad der ellers optager mig, jo mere begynder jeg at forstå, at vores kroppe er en politisk kampplads. Hvad end jeg bløder, lader håret på min krop gro, takker nej til sex eller noget helt fjerde, skal jeg ofte stå på mål for det. Det er sjældent, at kvindekroppen bare får lov at være, som den er skabt og har lyst til. Tillad mig at give et par eksempler.

Da bogen “Gennemblødt” af Sine Cecilie Laub og Maja Nyvang Christensen udkom i 2016, kom ordet “friblødning” pludselig på alles læber. Det viste sig nemlig, at én af forfatterne – til hele den danske befolknings og Pia Kjærsgaards gru – indimellem tager en blødningsdag uden menstruationsbeskyttelse, hvis hun lige føler for det. Det banede vejen for, at alle, både folk med og uden en livmoder, pludselig havde en mening om, hvordan den menstruerende krop burde og skulle agere. Alene det, at vi stadig kalder produkter til opsamling eller opsugning af menstruationsblod for “menstruationsbeskyttelse” indikerer, at der er tale om noget farligt… Men er det ikke okay at antage, at vi, der indimellem tager en fridag fra forskellige produkter i underlivet, har nogenlunde tjek på vores egen krop?

Et andet eksempel på kroppen som et sted, hvor magtkampe udkæmpes, finder vi i idealet om den glatte krop. Selvom stjerner som både Miley Cyrus og Gigi Hadid har slået et slag for armhulen au naturel, er det desværre stadig en udbredt opfattelse i 2018, at kvinden skal være hårløs. I weekenden ramte denne forventning til kvindekroppen mig personligt, da min egen kæreste spottede en begyndende dusk under min arm og spurgte, om jeg ikke snart skulle barbere mig. Det afledte en større diskussion om, hvorvidt hår under armene hører hjemme på en kvindes krop, som i sidste ende ledte til, at både min kæreste, som vel at mærke er en mand, og jeg selv, fandt skraberen frem og barberede vores begges armhuler glatte i en art kompromis, som jeg stadig ikke helt ved, hvordan jeg skal have det med.

Noget andet, der for tiden nager mig, er debatten om samtykke i forbindelse med sex. Her i landet er det åbenbart en udbredt opfattelse, at der ikke er tale om en voldtægt, hvis ikke kvinden har sagt tydeligt nej og helst også råbt og skreget og gjort fysisk modstand. Sådan tolker også vores lovgivning en voldtægt, og derfor bliver alt for få personer anmeldt og dømt for voldtægt i Danmark sammenlignet med det reelle antal voldtægter, som hvert år finder sted, og som mange – både medier og forurettede har det med at kalde for sex på trods af fraværet af et tydeligt samtykke.

Lovgivningen og den ekstremt sort/hvide opfattelse af, hvad en voldtægt er, hænger simpelthen ikke sammen med virkeligheden. Derfor bliver jeg så inderligt ked af det, når jeg gang på gang hører om kvinder, der “selv har bedt om det”, fordi de havde det forkerte tøj på og ikke sagde tydeligt nok fra. Se bare på den seneste sag fra Irland, hvor en mand sigtet for voldtægt blev frikendt, fordi offeret i sagen angiveligt skulle have haft en g-streng på. Og alle ved jo, at en g-streng = samtykke. NOT.

Denne form for victim-blaming er så allestedsnærværende i vores kultur, at mange, ganske uden at vide det, er blevet disciplineret til at deltage i bebrejdelserne af kvinden, når det gælder voldtægt. Tag nu for eksempel udtryk som “adgangskort” om en kort nederdel eller kjole, de tusindvis af velmenende mødre og fædre, der opdrager deres døtre til ikke at gå alene ud om aftenen, eller de mange voldtægtsjokes i vores sprog, der gør voldtægten til en simpel vittighed og dermed normaliserer voldtagende adfærd som en socialt accepteret handling. Eksemplerne er mange, og hvis man kigger godt efter, er det tydeligt, at kvinden bærer et enormt ansvar for sin krops objektificering – og dermed det, den ved mænds hænder udsættes for – i vores kultur.

Foruden politiseringen af den menstruerende krop, den behårede krop og den “udfordrende” krop som nævnt ovenfor, står tusindvis af folk (primært mænd) også i kø for at regulere kroppen, der identificerer sig anderledes end det køn, den blev tildelt biologisk ved fødslen, den menopausale krop (altså  aldrende/ufrugtbare kroppe) og den gravide krop, for bare at nævne et par stykker.

Når vi taler om sidstnævnte, tænker jeg navnlig på det ikoniske pressefotografi af Donald Trump, der tre dage efter sin indvielse som USA’s præsident og omgivet af sit crew af konservative, gamle hvide mænd, underskrev dokumentet, der skulle genindføre Mexico City-politikken (også kendt som The Global Gag Rule), der forhindrer brugen af ​​amerikanske skatteyderes kroner på at finansiere internationale NGO’er, der udfører abort eller tilbyder abortrådgivning. Netop dét billede indkapsler på mange måder kernen af problemstillingen, jeg har præsenteret i dette indlæg.

Så hvornår stopper min krop med at være en politisk kampplads?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Indtast søgeord her