Kærlig hilsen Underlivet

Hold nu op med at sammenligne menstruation med lort

Hold nu op med at sammenligne menstruation med lort

I går blev jeg kontaktet af en journalist på Radio24syv, der manglede en kilde til at kommentere på en sag i Australien, hvor en reklame for menstruationsbind, der viser ægte blod i bedste sendetid, har modtaget over 600 klager fra vrede tv-seere. Desværre fandt den tidspressede journalist en anden kilde i sidste øjeblik, og det var selvfølgelig helt i orden. Indtil jeg senere samme aften hørte indslaget. Det var rent ud sagt tåkrummende.

Jeg ønsker ikke at hænge nogen ud, for jeg ved som journalist selv, at tid er en bitch, og at man ofte er nødt til at løbe med det, man har. Kilden, der optrådte som ekspert i indslaget, er helt sikkert også en kompetent person med masser af erfaring under bæltet. Desværre kom det slet ikke igennem i interviewet, og det, der skulle have været en snak om menstruationstabu anno 2019, blev i stedet en banal og decideret pinlig sammenligning af diverse kropsvæsker.

Med risiko for at lyde som én med ondt i røven over ikke at komme i radioen, vil jeg tillade mig at slå fast med syvtommersøm, at menstruation IKKE kan sammenlignes med hverken spyt, sæd eller fæces.

Menstruation er en naturlig kropslig funktion, et sundhedstegn og en indikator for fertilitet, og tilfældigvis rammer den kun halvdelen af verdens befolkning – den del, der traditionelt er blevet kaldt for det “svage” og det “andet” køn. Således er menstruation i århundreder blevet associeret med kvindens udgrænsethed og lave sociale status i forhold til manden.

I stort set alle dele af verden eksisterer der fortsat et stigma i relation til denne del af kvindens reproduktive system. At kalde menstruation for “privat” og sammenligne den med andre kropsvæsker er med andre ord nedværdigende for de millioner af piger, kvinder og andre med livmoder, der hver dag føler sig udsat, ukomfortable, udskammet og usynliggjort på grund af deres biologi, og en komplet overseelse af de strukturer, der er med til at opretholde menstruationsstigmaet.

Når en kvinde strutter med sin gravide mave, rækker vi gladeligt ud og taler om det lille vidunder, der venter. Det er på tide, at vi lærer at italesætte HELE den kvindelige* reproduktion i positive vendinger, så ingen behøver at føle skam over at bo i en krop, der fungerer som den skal.

Jeg håber, at Radio27syv vil være sig det bekendt næste gang, de laver et indslag om menstruation. Nu har de i hvert fald mit nummer.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Indtast søgeord her