Kærlig hilsen Underlivet

Har du kigget på dit udflåd i dag?

Har du kigget på dit udflåd i dag?

Udflåd er helt normalt. Alligevel er det endnu en ting, vi sjældent taler om.

Da jeg var omkring 11 år, var jeg så småt begyndt at lave slimspor i mine trusser. Min mor så det som et tegn på, at jeg nok snart ville få min menstruation, og slæbte mig med i Netto, så jeg allerede nu kunne blive komfortabel med idéen om at have noget i trusserne, jeg med jævne mellemrum skulle skifte.

Efter lidt indledende forvirring i hygiejneafdelingen over, hvad der var hvad, gik jeg hjem med en pakke trusseindlæg under armen, som ville få stor betydning for, hvordan jeg de næste mange år ville se på min krop.

De ellers uskyldige trusseindlæg blev nemlig substitut for en vigtig samtale. Samtalen om, hvad udflåd egentlig er, hvorfor det laver slimspor i mine trusser, og hvorfor det skal være der, selvom det til tider kan føles generende og virke voldsomt i både udseende, lugt og mængde.

I stedet for samtalen fik jeg en ny (og dyr) vane: jeg begyndte at gå med trusseindlæg hver dag.

At gå med trusseindlæg er ingen dødssynd, misforstå mig ikke. Men for en lille pige, der knapt nok aner, hver der foregår “dernede”, kan de forstærke idéen om, at underlivet er beskidt og forkert. Især, hvis der ikke medfølger yderligere information, når hun første gang får stukket et trusseindlæg i hånden – eller som i mit tilfælde udvælger dem på instruks i Netto.

Mit forhold til udflåd blev derfor aldrig et positivt et af slagsen. Det mælkehvide skedesekret har bragt megen skam, når andre skulle vaske mit tøj, og der var risiko for at spotte et par trusser med stivnet klister i skridtet. Det har gang på gang gjort mig flov, når jeg på de lange dage i skolen havde så meget udflåd, at jeg følte, hele klassen kunne lugte det på 100 meters afstand. Bare synet af det, når jeg var på toilettet, fik mig til at føle mig ulækker, især på dage, hvor udflådet var mere gulligt end hvidt og med klumper eller lange, seje strenge i.

Hvad er udflåd egentlig?

Det var først, efter jeg blev voksen, at jeg fandt ud af, hvad de slimede plamager i mine trusser egentlig gik ud på. Stykke for stykke er informationen dumpet ind på lystavlen i takt med min krops udvikling, seksuelle erfaring og min interesse for underlivet generelt. Jo mere, jeg har lært, jo mere har det stået klart, hvor fantastisk udflåd i virkeligheden er.

Udflåd fungerer først og fremmest som underlivets eget rensesystem. Det kommer primært fra skedens slimhinder og livmoderhalskanalen og er til for at holde skeden i balance. Tænk indbygget Cilit-Bang til kussen, bare uden alle kemikalierne! Af samme grund behøver skeden ikke at blive vasket med sæbe, når du er i bad, for at forblive ren. Det klarer den helt selv.

Tager du et kig og måske et lille snif i trusserne, kan udflådet dernede fortælle dig en del om, hvordan dit underliv har det. Ændringer i skedens miljø, f.eks. i forbindelse med svamp og bakterieinfektioner, kan ofte ses på udflådet, der kan ændre lugt, konsistens og mængde. Svampeinfektioner er kendt for at gøre udflådet hvidt og grynet uden de store lugtgener, hvorimod en omgang med bakteriel vaginose kan give en slem lugt af fisk og efterlade udflådet gråligt og vandigt.

Samtidig er udflåd en væske, der kan sige en hel del om, hvor i din cyklus, du befinder dig, i fald du har en naturlig cyklus med ægløsning. Udflåd ændrer nemlig løbende karakter gennem menstruationscyklussen, og kan være med til at afsløre, hvornår du eksempelvis har ægløsning og derfor er mest fertil.

Op til ægløsningen er udflåddet mælket og kan føles lidt som klæg håndcreme mellem fingrene, men så snart ægløsningen indtræffer, bliver det klart og glat som æggehvider. På dette stadie er udflåddet så elastisk, at det kan strækkes op til flere centimeter mellem fingrene, hvilket er en indikator for, at potentielle sædceller kan svømme lige igennem og befrugte ægget.

Af samme grund indgår tracking af udflåd også i nogle af de naturlige præventionsmetoder (de kaldes på engelsk Fertility Awareness Methods eller FAMs). Når ægløsningen er forbi, og det korte fertile vindue lukker, bliver udflåddet tørt, klistret og sejt. Det er underlivets måde at sige “festen er slut” på. Smart ikke?

Udflåd lugter, men det er ikke altid tegn på ubalance

Fordi skeden er et surt miljø, har udflåd fra naturens side en let syrlig lugt. Det er helt normalt og kan hverken vaskes væk eller fjernes med parfumerede produkter. Hvis du tror, at dit underliv skal dufte af violer og regnvåde rosenblade, har jeg desværre dårligt nyt.

En sund skede lugter, men den stinker ikke tværs gennem væggene og ind til 7.B… Det er højst sandsynligt kun dig, der synes det. Heldigvis.

Hvis du har perioder, hvor du synes, at du lugter mere end andre, kan det være fordi, at skeden kan ændre lugt afhængig af bl.a. hormonelle udsving, graviditet, sex og træning. Det behøver altså ikke betyde, at du har en infektion, hvis dit underliv lugter anderledes.

En kortvarig lugt af eksempelvis metal efter menstruation og penetrationssex indikerer ofte blot, at pH-værdien i skeden midlertidigt har rykket sig i en mere basisk retning, fordi menstruation og sæd er basisk. Og synes du, at du stinker af gnu efter en løbetur? Så er det med al sandsynlighed nok bare din vulva, der sveder…

Oplever du en fæl eller skarp lugt forneden, som står på i længere tid, og som du ikke umiddelbart kan genkende som “din egen”, kan det dog være en idé at gå til lægen. Udflåd bør som udgangspunkt aldrig lugte af en fiskebutik!

Genkend normalt og unormalt udflåd

Det kan altså være svært at sige præcist, hvad der er “normalt” udflåd, fordi det ændrer sig over en cyklus. Derfor kan man med fordel tracke sit udflåd. Når man først begynder at tracke det, bliver det hurtigt klart, at udflåd har sin egen cyklus, ligesom menstruationen.

Føles det eksempelvis med jævne mellemrum som Niagra Falls mellem benene, kan det være, at et par måneders tracking afslører, at der blot er tale om tiden omkring ægløsningen, hvor der kan være ekstra meget udflåd. Eller måske du ligesom jeg har tendens til at få lette irritationer lige efter menstruationen, som går i sig selv efter et par dage?

En kortlægning af mønstrene i din cyklus kan hjælpe dig til at forstå, hvad der er normalt for lige netop dig. Når du har det basiskendskab på plads, vil du meget nemmere kunne opdage ændringer i dit udflåds konsistens, lugt, farve og mængde, som indikerer, at noget ikke er, som det bør være, og derfor kalder på en tur forbi lægen.

Udflåd er altså meget mere nuanceret, end mange af os umiddelbart har indtryk af. Faktisk er det et helt sprog, som alle kan lære at tale. Alt det kræver er lidt kærlig opmærksomhed og modet til at nærstudere slimsporene i trusserne. Jeg ved, at det for nogle kan lyde grænseoverskridende, men jeg kan kun anbefale det, hvis du vil lære din krop bedre at kende.

Hvad så med trusseindlæggene? Mange læger anbefaler, at man ikke bruger trusseindlæg, da de forhindrer huden i at ånde og derfor kan lede til øgede infektioner i underlivet (som i øvrigt kan påvirke eventuel tracking af udflåd i forbindelse med naturlige præventionsmetoder…).

Når det er sagt, er det naturligvis helt op til dig, hvad du synes er bedst for lige netop DIN krop.

Vid blot, at dit udflåd er der af en grund – uanset hvor irriterende det til tider kan føles at have det – og at den grund er ret så fantastisk og slet ikke noget at skamme sig over.

Indtast søgeord her