Kærlig hilsen Underlivet

Det svage køn? En fortælling om #MeToo

Det svage køn? En fortælling om #MeToo

Denne gang har indlægget ikke noget direkte at gøre med menstruation eller underliv. Og så alligevel…#MeToo

Da jeg var 14 var jeg med mine forældre i Sydfrankrig på sommerferie. Der er varmt i Sydfrankrig i juli. Jeg havde en lårkort nederdel på. Jeg sad på bagsædet i en bil, der holdt på en lille gade og jeg kunne høre nogle mænd råbe og pifte, men kunne ikke se dem. Og jeg forstod dem heller ikke. Da jeg så op, hang der tre-fire mænd ud af et vindue og råbte, piftede og pegede efter mig. Jeg forstod det ikke. Men jeg kan huske at min mor kommenterede på det.

Jeg kan ikke huske præcis hvad hun sagde, men det handlede om at det var almindeligt, noget jeg skulle vænne mig til og noget jeg skulle passe på. Underforstået at det var mit ansvar og dermed også potentielt min skyld, hvis noget skulle ske, som jeg ikke ville have.

Dans på en klub er ikke en invitation til sex

Harvey Weinstein har chikaneret kvinder seksuelt. Han har presset kvinder til at overskride deres personlige grænser i håbet om at de kunne blive Hollywood-stjerner. Nu ruller #MeToo-lavinen, og kvinder over hele verden er fulde af harme over, at en magtfuld mand på den måde har misbrugt sin stilling. Og jeg kan godt forstå dem. Alligevel bliver jeg ramt af den klassiske ”slap dog af, så er det heller ikke værre. Og de kvinder kan jo bare sige nej”. Ligeså snart jeg har tænkt de ord, bliver jeg SÅ vred på mig selv! For jeg har ikke lyst til at være sådan. Jeg har også lyst til at være sur og bitter-fisse-agtig, når mænd som Harvey Weinstein opfører sig så sexistisk. Jeg har ikke lyst til at holde min mund, bare fordi det ikke er mig det er gået ud over. Sådan ægte med voldtægt og sådan…

Jeg er blevet kaldt en narrefisse af mænd, der troede at min påklædning og dans på en klub var invitation til intim berøring eller sex. Og da jeg var yngre troede jeg på dem. Jeg troede på, at det var mig, der var noget galt med. At jeg skulle have klædt mig mindre udfordrende eller danset mindre.

Nej, alle mænd er ikke som Harvey Weinstein. Faktisk er >99% af alle mænd IKKE sådan. Heldigvis. Men de må gerne vide, at der findes mænd der er sådan. Og at vi som kvinder har de oplevelser. At det er os, der allerede som unge teenagere får at vide, at vi skal passe på os selv, når vi går alene hjem om aftenen eller natten.

Det kan være udfordrende at være feminist i dag uden at blive kaldt skinger eller mandehader

Jeg har fået at vide (af mænd), at vi som kvinder skal tage det som et kompliment når mænd catcall’er os på gaden. Jeg forstår sådan set godt komplimenten. Men der er så uendeligt mange andre måder at gøre det på. Især fordi det for mig altid har været forbundet med ubehag, utryghed og skam at blive råbt, dyttet eller fløjtet efter på gaden.

Jeg holder ikke længere min mund

Det kan være udfordrende at være feminist i dag uden at blive kaldt skinger eller mandehader. ”Tag og slap af, så slemt er det heller ikke at være kvinde i Danmark”. Feminist har stadig smagen af fy-ord over sig.

Og nogle mænd er øjensynligt bange for at holde døren for kvinder af frygt for vi skal blive rasende og kalde dem sexistiske svin. Hold. Nu. Op.

Det er jo vanvittigt unuanceret.

Læs også: Drop dine PMS-jokes, mand

For nylig så jeg et interview med forfatter, forsker og debattør Brené Brown, der har skrevet forskellige bøger om bl.a. sårbarhed og styrke. Hun sagde, at i hendes optik, så er det privilegeret, når man holder sin mund i debatter og diskussioner om f.eks. sexisme, fordi man ikke føler det vedrører én selv. Selvom man burde sige noget. Og sådan har jeg altid været. Jeg har holdt min mund. For det har ikke været mig der blev voldtaget eller forfulgt hjem.

Det var tilgengæld mig, der måtte sige kraftigt og tydeligt nej til en mand, så jeg blev bange for, om han ville følge efter mig. Det var mig, der blev utryg på vej hjem fra byen, fordi en gruppe mænd råbte temmelig vulgære fraser efter mig.

Så derfor holder jeg ikke mund mere.

Min krop er MIN. Hvordan jeg vælger at klæde mig eller bevæge mig er MIT valg. Og det er IKKE en invitation. Bum.

Indtast søgeord her