Kærlig hilsen Underlivet

Drop dine PMS-jokes, mand

Den jul, jeg fik min første mascara og et über smart digitalkamera, var første gang i hele mit liv, at jeg hørte om PMS. Det var ikke på sådan en “kom og sæt dig ned, så skal jeg fortælle dig, hvad der foregår i din krop”-agtig måde. Faktisk var det ikke engang en kvinde, der ytrede sig om præmenstruelt syndrom. Det var min onkel. Og det var på sådan en “du er godt nok lidt hysterisk i dag, er du præmenstruel eller hvad?”-agtig måde. Med andre ord: en tand nedladende.

Du er godt nok lidt hysterisk i dag, er du præmenstruel eller hvad?

Faktisk var det ikke engang mig, min onkel henvendte sig til, da han valgte at smide kommentaren om PMS. Det var min stedmor. Hun var lidt følsom over noget, der vistnok var blevet sagt i bilen på vej til julemiddagen. Om hun rent faktisk var på det sted i sin menstruationscyklus, hvor hun kunne have symptomer på PMS, ved jeg dog ikke. Men det er heller ikke pointen. Pointen er, at hendes følelser blev degraderet til et kvindeproblem i det øjeblik, min onkel valgte at antage, at hun var præmenstruel.

Når PMS bliver en beskyldning

Jeg var selv lige kommet i puberteten og var enormt opmærksom på min krop, så jeg vidste godt, hvad PMS var. Jeg forstod bare ikke helt, hvorfor min onkel skulle snakke om det på den måde han gjorde den juleaften. Desværre er min onkel ikke den eneste mand i mit liv, der har brugt PMS som en beskyldning mod kvinder, der har følelserne uden på tøjet. Faktisk blev min onkels kommentar blot startskuddet til et utal af lignende bemærkninger i mit liv fra folk, der ikke bløder, til os, der rent faktisk bløder.

Læs også: MØG-DAGEN

I dag synes spydige kommentarer som “styr lige din PMS” eller bare “Er du præmenstruel?” næsten at være socialt acceptable, hvad end de ytres til kvinder, der har PMS eller ej. Og det er langt fra en ny tendens.

Engang var hysteri en sygdom

Ordet hysteri stammer fra det græske ord hystera, som betyder “livmoder”. I det antikke Grækenland troede man nemlig, at en kvinde var hysterisk, fordi hun havde en ubalance i livmoderen (såsom at livmoderen løsrev sig fra sin plads og vandrede rundt i kroppen i sin søgen efter at blive gjort gravid…) Idéen om hysteri som en kvindesygdom overlevede helt op til 1950’erne. Her blev hysteriet langt om længe blev streget fra sygdomslisten til nu at være et symptom.

Det er ikke nogens business overhovedet, om jeg har PMS eller ej

Alligevel er der noget ved det der hysteri, der hænger ved, hvis man er kvinde, og jeg er godt træt af det. Dels fordi de fleste mænd i mit liv sjældent rammer rigtigt hvad angår deres antagelser om mit underliv. Men mest af alt fordi det ikke er nogens business overhovedet, om jeg har PMS eller ej. Det svarer lidt til at spørge personen, der smiler til dig i bussen, om de er på lykkepiller eller hvad. Det hører ligesom bare ikke hjemme nogen steder.

Nogen vil måske synes, at jeg er lige lovlig spids, når jeg brokker mig over noget så banalt som PMS. Men lad os prøve at vende den om: Har du nogensinde hørt om en mand, der var hysterisk?

💗 Emma

Indtast søgeord her