Kærlig hilsen Underlivet

Den Ultimative Guide til Menstruationskopper

Den Ultimative Guide til Menstruationskopper

Hvis du bløder eller kender én, der gør, har du måske hørt om menstruationskoppen. En menstruationskop en lille kop, der sættes op i skeden, og som opsamler menstruationsblod i op til 12 timer ad gangen. Koppen skal blot tages ud og tømmes med jævne mellemrum, og ellers er det, som om du slet ikke havde menstruation. Det siger hypen i hvert fald (og der er noget om snakken, i hvert fald for nogen!)

Menstruationskoppen er dog ikke en ny opfindelse. Faktisk blev menstruationskoppen, som vi kender den i dag, allerede opfundet i 1930’erne i USA og markedsført nogenlunde samtidig med de første tamponer. Den innovative kop blev imidlertid ikke nogen stor succes. Det skyldes blandt andet, at man dengang havde svært ved tanken om menstruationsbeskyttelse (og menstruation generelt), der skulle sættes ind i kroppen, og som kunne genbruges måned efter måned.

Sådan er det heldigvis ikke længere. Tal fra Diva International Inc., som producerer én af de mest populære menstruationskopper, Diva Cup’en, viser nemlig, at markedet for menstruationskopper er vokset eksplosivt over de seneste tre år.

Derfor har vi samlet nogle af de mest stillede spørgsmål om menstruationskopper og besvaret dem alle for dig lige her. Vi håber, at vores guide kan hjælpe dig, der overvejer menstruationskoppen, med at komme med på bølgen. Rigtig god fornøjelse!

Menstruationskoppen er i bund og grund en lille klokkeformet “opsamler” til dit menstruationsblod, som indsættes i skeden under menstruationen. Koppen er lavet af et blødt materiale, enten silikone, latex eller termoplastiske elastomer (TPE), som sikrer, at du ikke mærker det store til den, når den sidder korrekt i skeden.

For enden af de fleste menstruationskopper sidder en stilk. På nogle modeller er der en lille ring eller en kugle i stedet for en stilk. Pointen er, at du nemt kan få fat i koppen, så du kan rette koppen på plads efter indsætning, eller når du skal have koppen ud igen. Når først koppen er inde, kan den nemlig være lidt svær at få fat på igen, hvis man ikke er garvet menstruationskopbruger.

Hvis koppen har en stilk for enden, kan du klippe den til (eller helt fjerne den), så den passer til dig. Enkelte kopper er helt “nøgne” og uden hverken stilk, ring eller kugle. Det er helt op til dig, hvad du synes er rarest. Ofte handler det om at prøve sig frem med flere forskellige kopper, inden man finder den rette.

Tricket med menstruationskoppen er, at den foldes sammen og indsættes i skeden, hvor den typisk vil folde sig automatisk ud igen, hvis den er indsat korrekt. Det er vigtigt, at koppen kan folde sig ud. Ellers virker den ikke og kan gør ondt at have i. Folder koppen sig ikke ud, kan du forsigtigt føre en finger rundt om koppen, trække i stilken for enden eller forsøge at tviste koppen rundt med fingrene.

Når koppen folder sig ud oppe i skeden, dannes der er vakuum, som nogle gange kan høres som et lille “pop”. Hører du det, sidder koppen korrekt (den kan dog også sidde rigtigt uden at sige noget, og det er langt fra alle modeller der gør det)

Jo fastere koppen er, jo nemmere har den ved at folde sig ud, da musklerne i dit underliv får sværere ved at presse den sammen. Dyrker du meget sport, hvor bækkenbundsmusklerne aktiveres, betyder det ofte, at du skal vælge en fastere kop. En for fast kop kan dog føles lidt ubehagelig, så vi anbefaler at prøve dig frem med forskellige hårdheder. Du skal helst ikke mærke særlig meget til koppen, når den sidder rigtigt i skeden.

De fleste mærker af menstruationskopper findes i to forskellige størrelser: én til personer, der ikke har født vaginalt, og én til personer, der har født vaginalt. Derfor kan det være en god idé at se på pakken, hvad for en kop, der er tale om, inden du køber den. Størrelserne er dog vejledende, og du kan have brug for en større kop, hvis du for eksempel har kraftige blødninger eller er over 30 år, og dermed kan have en naturligt løsere skedemuskulatur. Jeg har selv en stor kop, fordi det er det, der fungerer bedst for mig.

Du kan i princippet begynde at anvende menstruationskop allerede ved din første menstruation, hvis du føler dig komfortabel ved at føre koppen ind i skeden og kan få den til at sidde rigtigt. På nettet finder du typisk mange flere størrelser end blot en type A og en B. For eksempel findes der kopper, der tager hensyn til, om din livmoderhals sidder højt eller lavt. Er du i tvivl, kan du med fordel tage menstruationskoptesten på tassenfinder.de (testen er på tysk, så du skal måske have fat i Google Translate)

Ligesom med bind og tamponer kan det kræve, at du køber nogle forskellige typer og prøver dig frem, til du finder den rigtige menstruationskop for dig. Husk på, at størrelsen og formen på de basale menstruationskopper også varierer en smule fra producent til producent, så den størrelse, der ikke virker for dig, når det kommer til ét mærke, kan være den størrelse, der gør underværker for dig, hos et andet mærke. I Danmark er OrganiCup den største spiller på markedet. Deres kop er forholdsvis blød og kan købes i flere butikker og på nettet, herunder hos Med24, hvor du også kan få wipes og en mild sæbe til at rense din menstruationskop.

At folde en menstruationskop er næsten en kunst i sig selv. For selvom koppen er lille og simpel, findes der et hav af muligheder for, hvordan du kan folde den for at få den op og sidde rigtigt. Inden du gør noget som helst, skal du dog vaske dine hænder, og meget gerne med en mild og uparfumeret sæbe. Hygiejne er everything, hvis du ikke ønsker at få en infektion! Vi kan ikke sige det nok gange…

Tilbage til foldemetoderne. Der er som sagt mange, men det mest populære fold er nok “C”-foldet, som også er det fold, de fleste anbefaler til førstegangsbrugere af menstruationskoppen. “C”-foldet har fået sit navn efter formen på koppen, når du folder den. Det går ud på, at du maser koppen helt flad ved åbningen og derefter folder den sammen på midten til halv størrelse. På den måde bliver koppen lille nok til, at du kan indføre den. Fugt evt. koppen med vand eller en vandbaseret glidecreme, inden du indfører den. Det får det hele til at glide lettere og føles mere behageligt.

“C”-foldet er dog ikke for alle. Heldigvis findes der også andre gode fold, som eksempelvis “punch down”-foldet og “7”-foldet. Dem og mange flere kan du se i videoen af de seje damer fra Put A Cup In It lige her:

Mens koppen stadig er foldet, skal du holde fast i den med den ene hånd. Du kan enten stå op med spredte, bøjede ben eller sidde ned på toilettet med spredte ben. Med åbningen først fører du nu forsigtigt koppen så langt ind i skeden, du kan. Når du ikke kan komme længere, giver du slip på koppen, hvor den gerne skulle folde sig ud.

Du kan tjekke, om koppen er foldet ud, ved enten at gribe i stilken og trække forsigtigt op og ned i den og/eller tage fat omkring bunden af koppen og twiste den rundt om sig selv. Det hjælper med at folde koppen helt ud. Er du i tvivl om, hvorvidt koppen er placeret rigtigt i skeden, kan du føre en finger op på siden af koppen og mærke, om koppen sidder helt ind til skedevæggen hele vejen rundt. Bøjer eller folder koppen et sted på vejen, er den ikke foldet ordentligt ud, og så kan du enten prøve at rykke koppen igen eller tage den ud og starte forfra (det er sommetider nemmere)

For rigtig mange kan det være svært at vænne sig til at bruge menstruationskop, og det kan tage flere cyklusser, før man for alvor får has på, hvordan koppen virker sammen med ens krop. Flere producenter anbefaler derfor, at du øver dig med koppen inden du får din menstruation, så du kan blive tryg ved den. I starten kan det samtidig være en god idé at supplere koppen med et bind eller et trusseindlæg for en sikkerheds skyld, så du ikke bløder igennem dit tøj. Husk på, at øvelse gør mester!

Du må ikke panikke, hvis du ikke kan få din menstruationskop ud. Der er en helt naturlig forklaring på, hvorfor en menstruationkop “sidder fast”. Foruden at opsamle menstruationsblodet, virker menstruationskoppen ved at danne et svagt vakuum mod skedevæggene, så blodet ikke kan sive ud. Det gør også, at koppen kan være svær at tage ud igen.

Et let tryk rundt om koppen med fingrene kan hjælpe med at bryde vakuumet og gøre det lettere at få koppen ud. Det kan føles, som om du skal “grave” for at få fat i koppen, så slap af og forsøg ikke at spænde op i musklerne i underlivet. Det gør det bare sværere at få koppen ud igen. Kan du alligevel ikke få fat i koppen, så vent hellere en halv times tid, før du prøver igen. Menstruationskopper kan IKKE forsvinde op i dig, så tag det helt roligt.

Når menstruationskoppen er ude, skal den tømmes i toilettet og skylles. Når du har menstruation, kan du sætte menstruationskoppen direkte op igen, efter du har skyllet den. Mellem menstruationer skal den desinficeres i kogende vand, så der ikke vokser bakterier på den, der kan give dig problemer i underlivet næste gang, du bruger koppen. Du desinficerer din menstruationskop ved at koge den i en kasserolle eller lille gryde i cirka 5 minutter. Husk rigeligt vand, så du ikke brænder koppen på!

Har du flere spørgsmål? Så skriv til os i kommentarfeltet eller på kontakt@kh-underlivet.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Indtast søgeord her