Åbent brev til mit underliv
Kære Underliv
Jeg ved godt, at jeg ikke har behandlet dig særligt godt igennem de 22 år, vi har haft sammen. Jeg har skammet mig over dig, pakket dig ind tætlukkede maxibind og skrabet dig til ukendelighed, så du kløede og gjorde ondt. Det kan jeg i bagklogskabens lys godt se var dumt af mig.
Jeg har kaldt dig navne og udstoppet dig med tamponer og, længe før det, alverdens remedier. Kan du huske dengang med legoklodserne i børnehaven? Ja, det beklager jeg altså. De kloge siger det var en fase.
Du har altid taget imod, hvad end jeg har budt dig, selvom du ikke lagde skjul på, at du havde det bedst, når du var din egen.
Kun få gange i mit voksenliv har du protesteret og gjort modstand, når du var utilfreds med måden, jeg behandlede dig på. Dit bedste værn har ofte været svamp, for du ved, at du rammer mig på et ømt punkt, når du går i selvforsvar på den måde.
Men i stedet for at lytte til dig og de kraftige signaler du sendte mig (vink med en vognstang, much?), blev jeg hver gang teenagefornærmet og tvangsfodrede dig med håndkøbsmidler og intimservietter. En enkelt gang fik du også antibiotika, selvom jeg overhovedet ikke behøvede det. Jeg var bare alt for forblændet af idealet om, at du skulle være klinisk ren og se flot ud HELE tiden.
Jeg er ked af, at jeg ikke bare lyttede til dig, når du signalerede, at menstruationsbind med duft af en varm sommerbrise ikke var din ting, eller når du prøvede at indikere, at i dag bare ikke var din tampon-dag. Hvis jeg dog bare havde lyttet, havde jeg ikke prøvet at jerne den Tampax op i dig den aften på L.A. Bar...
Du var også én af de sidste i klassen, der fik hår. Jeg husker, hvordan jeg glædede mig til, at du kom med på bølgen. Da du endelig var klar, og hårene spirede frem som ukrudt mellem fortovsfliser, var det mærkeligt og uvant. Jeg fortrød med det samme, at jeg nogensinde havde ønsket mig at få “hår på karamellen”, som det så pænt hed hjemme hos os, når nogens underliv fik hår på. Dine hår var jo tykke og sorte og lange, og man kunne se dem gennem bikinitrusserne om sommeren! Adr.
Som voksen lærte jeg at holde af dig alligevel. Med tiden begyndte jeg faktisk at synes, at du var pænere, når du var helt naturlig. Trods det blev jeg ved med at barbere dig, for jeg følte mig så alene om at synes, at du var god nok med hår og det hele.
For nylig fik du så hele turen. På en briks med varm voks og hårde ryk, der smertede, så blodet piblede ud af de åbne hårsække, og jeg lå der og skreg som et lille barn (kids, don't try this at home!!!) Det var hurtigt overstået, men du glemte ikke så let, kære underliv. Kort efter gav du tilbage af samme skuffe med mega udslæt og kløe, så jeg måtte blive hjemme i en uge og pleje dig med salve fra lægen døgnet rundt. Og det var uden tvivl det værste. Hold op, hvor jeg græd.
For det og alt det andet lort, jeg har udsat dig for gennem tiden, fortjener du (virkelig) en undskyldning, underliv. Det værste i dit liv er trods alt slet ikke begyndt endnu...Jeg skal nok prøve at være sødere fremover.
Kh Emma