Kærlig hilsen Underlivet

TEST: Menstruationstrusser på prøve

TEST: Menstruationstrusser på prøve

Så skete det endelig! Jeg fik fingrene i et par menstruationstrusser (to, faktisk!) og det kalder naturligvis på et indlæg her på bloggen. Da det ene par trusser er en gave fra den tyske producent Kora Mikino, skal indlægget her markeres som REKLAME. Beskrivelserne af produktet nedenfor er dog som altid mine egne.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i en alder af snart 26 endnu ikke har fundet en metode til at håndtere min månedlige blødning, som føles 100 % komfortabel for mig. Fra engangsbind med den der indelukkede følelse i skridtet og risiko for klisterstrimler i røvhårene til tamponer, der suger én knastør, og nu senest menstruationskoppen, som sjældent folder sig ud, som den skal, har jeg været vidt omkring på min rejse efter at finde mit såkaldte Goldilocks menstruationsprodukt – uden held.

Derfor var forventningen også til at tage at føle på, da jeg i sensommeren stod med et par menstruationstrusser i hånden og udsigten til en blødning uden store bunker vat i kussen eller krampagtige krumspring på toilettet. At kunne bløde direkte i trusserne uden konsekvenser, sikke en drøm!

Hvad er menstruationstrusser?

Inden jeg beretter om min længe ventede debut med menstruationstrusserne, er det måske på sin plads med en kort introduktion til det lidt atypiske menstruationsprodukt.

De fleste af os er vant til bind, kop eller tampon, men de færreste ved, at der findes flere menstruationsprodukter på markedet. Herunder menstruationstrusser, som er præcis, hvad navnet antyder: trusser, man kan bløde direkte ned i. Dvs. en slags friblødning uden helt at være det, da materialerne i trussernes kerne gør, at blodet absorberes, så man ikke bløder igennem. Når trusserne er brugt, skylles de med det samme op i hånden, indtil vandet bliver klart, og kan efterfølgende maskinvaskes på et skåneprogram ved max 40 grader.

Selvom menstruationstrusserne efterhånden har været på markedet i en del år, har de endnu tilgode at ramme det danske marked. Mit eget første par menstruationstrusser er eksempelvis købt i Tysklands svar på Matas, dm-drogerie markt, og er fra den østrigske producent Selenacare. Andre europæiske brands tæller bl.a. de tyske mærker Kora Mikino og Ooia samt britiske Wuka (som btw også tilbyder menstruationstrusser i en bikinimodel!).

 

På billedet har jeg menstruationstrusserne fra Kora Mikino på i str. 38. Modellen hedder HIGH WAIST HILDE og findes i rosa, sort og beige. Prisen er 38 euro for et par.

Friblødning på den fede måde

Forud for dette skriv har jeg haft mulighed for at teste menstruationstrusserne fra Selenacare, som jeg selv har købt på en tur til Tyskland, og Kora Mikino, som jeg har modtaget i gave, over to cyklusser. I lang tid har min cyklus været relativ kort med kun fire blødningsdage og forsvindende lidt blod, og med så mildt et flow virkede menstruationstrusserne i første omgang som en drøm. Også selvom det lige til at begynde med var lidt anderledes og halvgrænseoverskridende at skulle bløde direkte ned i trussestoffet.

Efter de første minutter med trusserne på føltes det dog overraskende meget som at gå rundt i mine sædvanlige mormortrusser, som jeg plejer at bruge med et bind i mine blødningsdage, hvor intet må stramme. Men modsat min sædvanlige mormortrusse-bind-kombo, føltes menstruationstrusserne så dejlige at have på, at jeg indimellem helt glemte, at jeg blødte frit fra mit underliv.

Hvor stoffet i trusserne fra Selenacare føltes lidt glat og syntetisk, føltes stoffet i trusserne fra Kora Mikino mere åndbart og bomuldsagtigt. Du kan læse mere om, hvad trusserne helt præcist er lavet af her og her. Begge trusser, som jeg har prøvet, er en str. 38 (som er den tøjstørrelse, jeg normalt bruger) og sidder behageligt uden hverken at gnave eller gabe i elastikkerne.

Min største overraskelse med menstruationstrusserne var helt sikkert, at jeg kunne sove igennem om natten under min menstruation. Noget jeg ellers sjældent tillader mig selv, fordi jeg altid er lidt nervøs for at vågne op og ligne en scene fra en dårlig splatterfilm (bygger på erfaring, skal siges). Stoffets overflade holdt tilmed tørt, og mit ellers sarte underliv gjorde ikke på noget tidspunkt oprør, hvad jeg ellers havde frygtet.

Jeg nåede lige akkurat at jinxe det ved at spørge mig selv, om det virkelig kunne være sandt, at min søgen efter et yndlings-menstruationsprodukt nu endelig havde nået en ende efter næsten 15 års medlemskab i menstruationsklubben, før der skete det, at jeg i min næste cyklus fik kampmeget menstruation og blødte som et rådyr skudt på klos hold…

Menstruationstrusser på massivt overarbejde

Det ellers helt uforudsigelige vendepunkt ramte selvfølgelig lige oveni en dagsrejse til Odense, hvor jeg selvsikkert var hoppet i menstruationstrusserne fra morgenstunden på første blødningsdag. At min livmoder denne gang havde valgt at sadle om og skrue op for både mængde af blod og udspyningshastighed, blev jeg dog først klar over senere på dagen, hvor jeg pludselig bemærkede, at jeg da egentlig var ret fugtig og kold mellem benene.

Fordi stoffet i menstruationstrusserne er sort, havde jeg ikke lagt mærke til, at noget af mit menstruationsblod efter lidt for mange timer nu faktisk var splattet ud langs trussekanten og hele vejen igennem til ydersiden af stoffet. Det gjorde det heller ikke bedre, at jeg samtidig stod i en dates lejlighed på verdens mindste toilet uden håndvask eller backup i form af et bind eller et par helt almindelige, rene trusser…

Lad os bare sige, at jeg lærte på den hårde måde, at selv menstruationstrusser har en grænse for niveau af ubesværet awesomehed.

Konklusion: et godt supplement til andre menstruationsprodukter

Det er svært at konkludere fyldestgørende på mine oplevelser med menstruationstrusserne, når mine oplevelser er så modstridende. På den ene side er jeg tæt på at sige, at de er det mest komfortable menstruationsprodukt, jeg til dato har prøvet. På den anden side er min begejstring en smule overskygget af mit lille uheld, som da bestemt vil påvirke, hvordan jeg bruger trusserne fremadrettet (læs: ikke på en date 160 km væk).

Heldigvis behøver det hverken være enten eller. For med lidt øvelse og tilvænning kan jeg sagtens se, at menstruationstrusserne kan få en fast plads i min menstruationsrutine. Fx om natten på milde blødningsdage (eller med et bind i på den famøse Dag nummer 2) eller som supplement til menstruationskoppen. Og så kan man jo, hvis man ellers har økonomien til det, jo også bare købe flere par og skifte trusser lidt oftere i blødningsdagene i stedet for at drage tværs gennem landet uden en plan B.

Det er i hvert fald ikke sidste gang, jeg hopper i menstruationstrusserne!

 

Indtast søgeord her