Kærlig hilsen Underlivet

Maria: Min(e) første menstruation(er)

Maria: Min(e) første menstruation(er)

Jeg husker hverken ugedagen eller tidspunktet. Jeg husker bare, at jeg i en alder af 14 endelig, langt om længe, havde noget, der mindede om menstruation i mine trusser.

De foregående måneder havde der været antydninger af noget, der måske potentielt kunne tolkes til at være noget, som i nogens bøger ville blive betegnet som menstruation. Det var i hvert fald, hvad jeg havde ønsket og håbet. Men min mor sagde hver gang, at det ikke var menstruation. At jeg ikke behøvede have så travlt, det skulle nok komme en dag. MEN JEG VILLE HAVE DET NU!!!!

Min menstruation lod vente på sig

Jeg var 14 år. Næsten 15. Jeg var en af de sidste (hvis ikke den sidste) i min klasse OG parallelklasse, der ikke havde fået menstruation. Faktisk syntes jeg, at det var så pinligt ikke at have det, at jeg var begyndt at lyve om, at jeg havde det… Bare for at være en del af klubben (Jeg var i øvrigt også begyndt at gå med min mors gamle, hullede bh’er uden bøjle, som jeg havde taget fra hendes undertøjsskuffe, uden hun vidste det. Selvom jeg ikke havde noget særligt at komme i de bh’er. Det føltes ligesom bare mere voksent. Mere kvindeligt. Mere som de andre).

Min mor sagde hver gang, at det ikke var menstruation. At jeg ikke behøvede have så travlt, det skulle nok komme en dag. MEN JEG VILLE HAVE DET NU!!!!

Da jeg ENDELIG så noget, som HELT sikkert UDEN tvivl var menstruation, havde jeg en lille fest i min krop. HURRA! Den længe ventede første menstruation var ikke andet end et par forkølede brune klatter i mine trusser. Men den var der! Og jeg tænkte, at det ikke var så slemt som de andre havde sagt.

Uventet besøg i autocamperen

To måneder efter kom min anden menstruation. Eller blodstyrtning… I Frankrig. På bilferie. I 30 graders varme. Med min mor, lillebror, stedfar og stedsøster. Oh, dear Lord, hvor var der meget blod!! Ægte, rødt blod. Som bare fossede ud af mig. Det var, som om min krop tænkte: “Nå, så du er glad for din nye kropsfunktion? Here you go!”

Men på trods af, at jeg har stået i en lille autocamper uden gardinerne trukket for på vej fra Nice til Antibes på motorvejen og skiftet ALT (tampon, bind, trusser, tøj), på trods af, at jeg blødte igennem tampon OG bind på ca. 15 minutter, og på trods af, at jeg sov med plastikposer og håndklæder under mig om natten – så ELSKEDE jeg min menstruation!

Indeni jublede jeg altid lidt, når jeg fik menstruation

Det efterfølgende år husker jeg ikke, hvor mange menstruationer, jeg havde. Min cyklus var temmelig uregelmæssig, og heldigvis blev min menstruation aldrig så slem som på bilferien. Men den var der! Jeg var officielt en del af klubben!

LÆS OGSÅ: Gæsteblog: Flashback til min første menstruation

Jeg jubler stadig, når jeg får mit “lort”

Jeg husker heller ikke, at jeg var flov over at have menstruation efterfølgende. Tværtimod. Jeg ELSKEDE, at jeg endelig menstruerede. Men jeg havde ikke rigtig nogen at fejre det med… Og så langsomt, ganske langsomt, blev jeg “smittet” med menstruation i stedet. Jeg havde fået mit “lort”. Åh, hvilken plage. Så jeg spillede med (og begyndte nok også at tro lidt på det), du ved, for at være en del af klubben…

Indeni jublede jeg altid lidt, når jeg fik den. Og det gør jeg sådan set stadig. For selvom jeg har hovedpine og er forstoppet, og selvom jeg ikke er helt mig selv og er lidt ekstra træt, så er menstruation min lille, private, tilbagevendende fest. Når den kommer, så ved jeg, at alt er præcis som det skal være i mit underliv. Og DÉT er værd at holde fest for!

💗 Maria

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Indtast søgeord her