Kærlig hilsen Underlivet
Historien om dengang jeg opdagede, hvor fucked up det er at have menstruation i Indien

Historien om dengang jeg opdagede, hvor fucked up det er at have menstruation i Indien

Sammen med min studiekammerat lander jeg i Chennai lufthavn i det sydlige Indien en efterårsdag i oktober med en kuffert, der vejer nok til toogenhalv uges ophold i landet, hvor vi skal filme vores bachelorprojekt. Hjemmefra har jeg pakket alt, for jeg hader at mangle noget, når jeg er ude at rejse. Senere skal det vise sig, at jeg har pakket alt, lige bortset fra bind.

Skæbnen og min krops biologi vil jo selvfølgelig, at jeg begynder at bløde halvvejs på vores tur. Fra den ene dag til den anden står jeg altså og har pludselig menstruation i Indien. Et land med 1,3 milliarder indbyggere, hvor kun 12 procent i den blødedygtige alder har råd til engangsbind. Lige dér føles det lidt, om om jeg skal lære at håndtere min menstruation, som hvis det var første gang, jeg fik den.

Jagten på et bind, et toilet og… En skraldespand

Læringskurven er stejl. Jeg må først tilstå over for min mandlige rejsemakker at ja, jeg er sådan én, der bløder. Og ja, det kræver altså nogle remedier, jeg ikke har med hjemmefra. Derefter drager vi ud for at finde én af de få købmænd, der har bind på hylderne. Min rejsemakker venter pænt udenfor, mens jeg går ind i et supermarked og helt uvidende spørger ekspedienten, hvad hun foretrækker, når hun bløder. Mega fail. Jeg går derfra med parfumerede maxibind og trusseindlæg, der ligner A4-papir.

Fra den ene dag til den anden står jeg der i Indien, et land med 1,3 milliarder indbyggere, hvor kun 12 procent i den blødedygtige alder har råd til engangsbind

Den endelige eksamen finder sted, da jeg senere på en heldagstur skal lære at skifte bind under omstændigheder, jeg på ingen måde er vant til. På et toilet, der i bund og grund bare er et hul i jorden uden rindende vand, toiletpapir eller madameposer til affald. I det trange lokale, der udgør et badeværelse, er det bare mig, mit indiske maxibind og et stort, sort hul i jorden… The struggle is real.

Læs også: The struggle is real: Menstruation i Ugandas bush

Bagefter må jeg smugle mit brugte bind ud i min lomme og håbe på, at den fugtige varme ikke gør lugten fra bindet værre, end den allerede er efter mere end otte timers brug. Det er et mareridt. Men det skal vise sig at blive meget værre.

Shit, har jeg blødt igennem?!

Efter en lang dags optagelser, bliver vi en aften inviteret til middag hos en gruppe indere, vi har mødt og interviewet i løbet af dagen. Med bjerge af kylling og ris spredt ud på bakker på gulvet foran os snakker vi til ud på natten, hvor vi deler historier fra vores forskellige kulturer med hinanden og – i mit tilfælde – bløder i stilhed. På et tidspunkt kan jeg mærke, at mit bind er ved at give op, og blodet breder sig til mine inderlår. Ikke i stride strømme, men tilpas meget til, at jeg ved, det er tid til at sige tak for i aften og vende tilbage til hotellet i en fart.

Jeg har aldrig været så taknemlig for et vaskeægte toilet med lokumsbræt og skyl ud-knap, som da vi vendte tilbage til hotellet den aften

Jeg får straks øjenkontakt med min rejsemakker og forsøger panisk at konstatere alvoren uden at gå for meget i detaljer omkring tilstanden i mine trusser. Han svarer en smule forvirret, at vi nok skal ringe efter en taxa snart. Og så går der en halv time mere. Mine øjne flakker frem og tilbage mellem samtalen og uret, imens jeg spænder i kroppen af angst for at bløde igennem i et selskab bestående af fire mænd og en enkelt kvinde, jeg aldrig har mødt før. Da situationen har været kritisk længe nok til, at jeg ikke længere kan deltage aktivt i samtalen, må jeg krybe til korset. Nu siger jeg det, som det er: “Jeg er blødt igennem, og vi skal hjem NU” (thank God for sprogbarrieren!)

Læs også: Adgang forbudt for mens

Næste gang jeg får menstruation i Indien, er jeg forberedt

Jeg har aldrig været så taknemlig for et vaskeægte toilet med lokumsbræt og skyl ud-knap, som da vi vendte tilbage til hotellet den aften. Lyden af plastikken, der giver et ritsch, når man åbner et bind for at klistre det fast i trusserne, så blodet kan flyde uden problemer, lød pludselig som sød musik i øregangen. Og jeg var helt ligeglad med, om nogen hørte det. Det her var lyksalighed i sin pureste form og intet kunne stoppe mig!

Min studiekammerat og jeg overlevede krisen i Indien og vendte tilbage til Danmark halvanden uges tid senere. Med mig hjem i kufferten havde jeg masser af souvenirs og eksotiske krydderier… Og bind.

💗 Emma

Indtast søgeord her