Gæsteblog: Jeg har vaginisme

Skrevet af Emilia, 22 år.

Så lige til at starte med… Vaginisme er ufrivillige kramper i nedre bækkenbund. Det er især én muskel, psoas major (mørbrad på dansk), som kan være for stram. Den hæfter omkring rygraden og går gennem kroppen og hæfter nede ved lysken. Så virkelig svær at komme til at strække ud! Men det er altså lidt mere kompliceret end blot en krampe i foden, fordi vaginisme er forbundet med en masse smerte man har svært ved at placere, samt skam og skyld over man ikke altid kan opretholde et ordentligt sexliv.

Disclaimer: Dette er min historie om vaginisme. Jeg er hverken uddannet indenfor sundhedsverdenen eller specialist i vaginisme. Du kan sagtens have vaginisme uden at genkende noget af det her. Men jeg manglede en historie som denne, da jeg var ny i det. Jeg følte mig alene. Så måske kan den hjælpe dig til ikke at føle dig alene?

Min første seksuelle oplevelse var med min første rigtige kæreste. Jeg havde lyst, jeg var klar, han var sød og det var rigtig dejligt. Lige indtil vi faktisk havde sex. Sådan en smerte har jeg aldrig nogensinde oplevet før. Det var som gafler der rev frem og tilbage på indersiden af min skede. Det var frygteligt, vi stoppede halvvejs, og jeg fik blærebetændelse efter. Så det var ikke lige så rosenrødt som forventet! Hvorfor havde det gjort så ondt? Hvorfor gjorde det stadig ondt? 

Min læge gav mig antibiotika for blærebetændelsen, men det var som om smerterne vedblev. Min første kæreste og jeg gik fra hinanden efter et år sammen. Det var problematisk til sidst når jeg ikke havde lyst til sex, og jeg var aldrig god nok til at få sat ord på hvorfor.

Med den næste kæreste blev smerten ved. Det hele var dog nyt, jeg bed tænderne sammen og følte virkelig skyldfølelse hver gang jeg sagde nej. Jeg læste mig frem på nettet til at man kunne være allergisk for latex, og tænkte at det måske var det der var grunden til smerterne? Jeg fandt så på at jeg skulle have en hormonspiral - den ville nok løse alle problemerne. 

Gynækologen tog et kig på mig, da jeg lå på lejet, og opgav alt om at sætte en hormonspiral op. Jeg var heller ikke allergisk for latex… Jeg havde vaginisme. Han tog et spejl ned så jeg kunne kigge med. Hver gang han rørte mit inderlår kunne jeg se hvordan hele mit underliv og skedeåbning trak sig krampeagtigt sammen, som om jeg med vilje lavede knibeøvelser. Men det var totalt ufrivilligt! I stedet for at være lettet over at få sat navn på, så jeg på mig selv i spejlet og følte mig forkert! Ulækker, underlig og absolut ikke okay!

Gynækologen prøvede sit bedste. Han viste mig hvilke muskler der krampede, og sagde at jeg skulle gå til afspænding hos jordemoderen, der arbejdede i hans klinik. Om et halvt år ville han prøve at lægge spiralen igen. Jeg gik grædefærdig derfra, for ikke nok med at jeg ikke havde fået den spiral, der skulle redde mit sexliv, så var der simpelthen noget oprigtigt galt.

Jeg gik hjem og googlede, og det var et stort skrækscenarie. Pludselig begyndte smerterne simpelthen bare af at jeg tænkte på det! Jeg blev bange, og derefter vred! Vred over jeg ikke fungerede. Vred over at jeg var forkert. Vred over jeg ikke kunne synes at “sex er det fedeste” som alle mine veninder synes. Det var alt for meget, så jeg rettede vreden mod mit underliv. Det var ikke mit længere. Det var NOGET, som ikke fungerede ordentligt, og når det ikke kunne opfører sig ordentligt, kunne det ikke være en del af mig!

Med de tanker gik jeg til jordemoder i et halvt år - og kom absolut ingen vegne. En sød, men meget utjekket, ældre dame skulle afhjælpe mig med mine spændinger. Det var det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har oplevet. Hun ville have mig til at røre, massere og kigge på mit underliv. Jeg skulle bestille en speciel dildo af glas for at udvide og afspænde musklerne. Jeg købte dildoen, brugte den én gang og da jeg mærkede smerten, blev den forvist til under sengen. Jeg kunne knapt nok se på mit eget underliv. Jeg endte med at have det værre end da jeg startede, og jeg kunne kun med nød og næppe få spiralen op. 

De næste par år var hårde. Jeg mistede kærester, fordi jeg kun kunne bide smerten i mig et par måneder, og jeg derefter ikke ville have sex overhovedet. Jeg nægtede at tale om det, arbejde med det eller overhovedet høre på at det var et problem. De stakkels fyre forstod ingenting, og troede blot jeg var uinteresseret. Samtidig havde jeg blærebetændelse hele tiden, og selvom jeg besøgte sygeplejersker, fysioterapeuter, jordemødre og gynækologer Sjælland over, blev det ikke bedre. Mit underliv var i krampe og smerter næsten hele dagen, hver dag.

Da jeg mistede min fjerde kæreste i rækken, synes jeg det så ret sort ud. Mit underliv krampede derudaf, selv når jeg ikke havde sex. Jeg havde haft et sexløst parforhold i et  halvt år, og nu havde vi slået op. Jeg var egentlig bedre uden ham, men mit underliv fik alt skylden af mig selv, og det gjorde bare at jeg fik mere skyldfølelse og skam. 

I en brandert kom jeg til at kysse en fyr jeg kendte godt, og var gode venner med. Da vi et par dage efter mødtes igen, kysser og skal til at lægge os i sengen, stivnede jeg fuldstændig. Han mærkede det med det samme, stoppede alt han havde gang i og holdt om mig. Gennem flere timers samtale fik jeg forklaret og fortalt om problemet. Stadig uden at bruge ordet rigtigt. Fordi føj! Da jeg er færdig kigger han på mig og sagde “jeg synes du skal sige det højt. Vaginisme. Det er slet ikke så farligt”. Jeg vred mig indeni, fordi jo! Det var pissefarligt. Så farligt at siden jeg var 14, havde det ødelagt alt.

Tankerne var faste følgesvende, når jeg tænkte på min vaginisme; Kunne jeg synes at sex var rart nogensinde? Ville jeg nogensinde kunne holde på en kæreste mere end et år? Kunne jeg føde et barn? Ville jeg nogensinde blive fri for de smerter, der føltes som gafler der rev min skede op indefra?

Men han fik mig til at sige “jeg har vaginisme” højt. Og så igen. Og så igen. Og efter lidt tid havde vi sex uden samleje. Er det en ting, tænker man? Ja, det er så! Det var ikke kun mig der tilfredstillede ham for at blive fri for smerter eller skyldfølelse. Jeg var med i det! Det var rart. Kramperne kom. Men de gik også væk igen. Det fungerede for første gang rigtig godt.

Fyren fik mig til at tale om det ved at spørge ind. Vi snakkede om mit underliv, og vi arbejde sammen på at jeg ikke skulle hade det eller negligere det. Det var mit underliv, og jeg kom ikke udenom at det sad fast på netop mig.

Jeg havde for lang tid siden af en sygeplejerske fået anbefalet et dilatorsæt. Et dilatorsæt er flere forskellige silikonedildoer, som starter meget små i diameteren, og så derefter bliver større. Jeg synes det var så grænseoverskridende, og jeg havde svært ved at være i det. Fordi pludselig var vi tilbage til dildoen hos jordemoderen… Men han fik mig til at købe det. Jeg blev dog ved med at være bange. Bange for at han nu skred om lidt, nu når dilatorsættet ikke virkede. Han sagde godt nok, at han ikke ville, men mit underliv fuckede jo altid alt op. Men i stedet fik jeg et kram, en formaning om, at jeg var perfekt som jeg var, og at det ikke var sex det handlede om. Han havde bare svært ved at se mig have ondt. Pludselig begyndte jeg at blive opmærksom på smerterne, og ikke alt det de forhindrede mig i. 

Jeg købte sættet. Spoiler alert: Det gik ikke fantastisk.. MEN det gik fremad. Meget langsomt. Den første dilator var mindre end en lillefinger. Men jeg gik ikke videre til den næste, før jeg ikke kunne mærke noget længere. Det hjalp - langsomt! 

Flash forward til nu. Historien har ikke en happy ending. Fordi den er slet ikke slut. Jeg har stadig vaginisme. Og det gør stadig ondt nogle gange. MEN. jeg har det meget bedre nu. Jeg har arbejdet med min udstrækning af psoas major. Jeg har været til en osteopat og fået løsnet lige der, hvor psoas major hæfter på rygsøjlen. Jeg har arbejdet med min vejrtrækning. Jeg har brugt dilatorsættet. Og nu er jeg kommet hertil.

Jeg er kommet hertil, hvor jeg kan have samleje uden at bide smerterne i mig. De er til stede, bevares. Men de er ikke overdøvende. Jeg kan nyde sex. Der skal selvfølgelig arbejdes for det. Det er ikke en quickie ude på badeværelset til en fest. Det er 30 minutters forspil, det er med små skridt, og det er med den viden, at jeg pludselig kan sige stop - og at ham jeg siger stop til, ikke synes at jeg bærer skylden for vaginismen og smerterne. 

Så kære du. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at give nogle råd videre, hvis du har læst så langt… Det kan være, at du kan genkende det her, det kan også være, at du slet ikke kan. Men det er okay. Det eneste der er vigtigt er at vi får sagt det højt. “Vaginisme”.

Vi skal ikke være så berøringsangste. Det er ikke din skyld. Det er ikke din krops skyld! Der burde ikke være skam forbundet med det. Jeg øver mig i at sige det højt til mig selv. Erkende og anerkende at jeg har vaginisme. At det ikke er mit underliv, der er dysfunktionelt og ulækkert. At jeg godt kan arbejde med det. Jo da, et skridt frem og to tilbage. Men blot et halvt år efter jeg begyndte at sige det højt for mig selv, begyndte at arbejde med vaginismen fordi jeg havde lyst (og ikke fordi en jordemoder sagde jeg skulle), kan jeg have samleje.

Så kære du! Hvis du har vaginisme, så tror jeg på dig! Jeg siger ikke, at det mirakuløst forsvinder. Jeg siger ikke, at det ikke er vildt hårdt. Ja vi kan endda sammen skrige, at det er øv, fucking nederen, ufedt, irriterende og godt gammeldags træls. Men ærligt? Jeg tror på, at hvis vi lige sætter noget fokus på, at vi ikke er alene - så bliver kampen ikke nær så hård!

P.S. Du er fucking sej - og det er dit underliv også!

Forrige
Forrige

Gæsteblog: “Det er enormt tabubelagt at fejle noget i underlivet”

Næste
Næste

At være autist og have en cyklus