Gæsteblog: Sådan opdagede jeg, at jeg har endometriose

Nanna.jpg

”Har du mange smerter under din menstruation?” spurgte gynækologen midt under ultralydsscanningen, mens hun koncentreret kiggede på skærmen ved siden af os.

”Jo, det havde jeg. Det var derfor, jeg i sin tid begyndte på p-piller,” svarede jeg, mens jeg forsøgte at få øjenkontakt med den kvinde, der sad mellem mine ben. ”Men det er gået i sig selv, efter jeg fik sat min første spiral op.”

”Det har nok noget at gøre med din endometriose og den cyste på tre centimeter, du har på din højre æggeleder,” fortsatte gynækologen køligt.

”Min hvad?”

Panikken spredte sig i min krop. Jeg nåede ikke engang at mærke tårerne presse på, før den salte væske ramte mine ører. Jeg har tidligere haft problemer med pludselige angstanfald, dog aldrig under en underlivsundersøgelse. Og selvom den ikke har været aktiv i over et år, tog den pludselig ejerskab over min krop igen. Jeg var sikker på, at næste sætning fra gynækologen ville være, at hun lige så godt kunne henvise mig til obstetrisk afdeling på Rigshospitalet, så vi kunne planlægge tid til min hysterektomi.

Men så ville jeg jo aldrig blive mor. Jeg har end aldrig haft et ønske om at blive nogens mor, men lige der virkede det som om, det valg blev taget for mig af min egen krop. På få sekunder skabte jeg illustrationer for mit indre øje, der ikke kun handlede om ufrivillig barnløshed. Det var fremtidsudsigter til forliste ægteskaber på grund af dette, risiko for operation på operation og et langt liv i smerter.

Jeg anser egentligt mig selv for at være velbevandret i kvindesygdomme. Det har nok noget at gøre med, at min hypokondriske hjerne godt kan lide at besøge sundhed.dk et par gange om måneden. Alligevel var min eneste reference til endometriose, det Instagram-opslag skuespiller, tekstforfatter og all-round powerkvinde, Lena Dunham, lagde op for noget tid siden. Her forklarede hun, at hun havde fået fjernet sit underliv på grund af arvæv fra sin endometriose.

Den risiko er der selvfølgelig, men kun i nogle meget svære tilfælde. Det anskues, at op til hver tiende kvinde i den fødedygtige alder har endometriose, men det er kun ved 20 procent, at det rent faktisk opdages, fordi mange kan leve sit liv helt uden gener. Præcis som jeg havde gjort, inden min cyste blev opdaget på denne junimorgen.

Ved endometriose opstår cysterne, når væv fra livmoderen sidder andre steder i kroppen – i mit tilfælde var det min højre æggeleder. Vævet reagerer stadig som livmodervæv, men kan bare ikke komme af med blodet, der derfor samler sig som en blodcyste i stedet.

Og der fik jeg øje på gynækologen igen, hvis blik næsten var lige så panikramt, som mit.”Det vidste du ikke?” fik hun sagt med et lettere overrasket toneleje.

Jeg havde mest af alt lyst til at råbe, om jeg lignede en, der vidste, at jeg havde en sygdom i mit underliv, der ikke var et resultat af ubeskyttet samleje. Om min veninde, der stod ved min side med min hånd i sin, havde forudset denne reaktion fra mig, ved jeg ikke. Men det blide klem i min hånd fik mig til blot at svare ”nej” uden en fordømmende kommentar tilknyttet.

Gynækologen undskyldte og begyndte blandt andet at forklare, hvad endometriose er, men på daværende tidspunkt var jeg blevet momentært døv. Da hendes tale var slut, kiggede hun op til mit ansigt fra mellem mine ben med et smil og sagde: ”Så. Vi er færdige, og du kan bare tage tøj på igen.”

Med et let og knapt så elegant hop fik jeg viklet mine trusser op om mit underliv igen. Trods min diffuse hjerne, fugtige øjne og en puls, der stadig var høj, opdagede jeg et billede på det hvide IKEA-bord i hjørnet af konsultationsrummet. Det lignede billedet fra min søsters ultralydsscanning, hvor jeg første gang så min nevø. Denne gang var det bare mit billede.

Gynækologen kunne snildt havde bildt mig ind, at det var et foster, men den lille runde kugle i midten af det sort/hvide-virvar var alt andet. Det var min cyste. Min cyste, som er et produkt af min nyligt opdagede endometriose.

”Må man få sådan et billede med hjem, ligesom man gør ved en graviditetsscanning,” tænkte jeg og forestillede mig, hvor skræmte mine fremtidige Tinder-dates ville blive ved at se et billede fra en ultralydsscanning på min køleskabsdør. Jeg er åbenbart stadig et akavet menneske selv i pressede situationer. Jeg fortryder faktisk stadig, jeg for en gangs skyld holdt mig tilbage. Det billede ville have klædt min køleskabsdør. 

Denne måneds gæsteblogindlæg er skrevet af Nanna Frank, 24.

Forrige
Forrige

Der er brug for at vi zoomer ind på underlivet

Næste
Næste

Min første uge med min nye menstruationskop