Et skriv om mænd og menstruation

c.sam-burriss-8wbxjJBrl3k-unsplash.jpg

“Men Emma. Hvorfor skal JEG vide noget om menstruation? Det vedrører jo ikke mig.”

Hvis jeg havde fået en krone for hver gang nogen (læs: en cismand) havde svaret mig med disse ord, når jeg fortalte dem, at jeg beskæftiger mig med menstruation og cyklus… Well, så ville jeg nok ikke være rig nu, men jeg ville heller ikke sidde med konsekvent overtræk d. 29. i måneden hver måned...

Ovennævnte automatreaktion fra mænd har i mange år været noget, jeg tog for givet. Før jeg begyndte at blogge, podcaste og generelt bare tale højt og frit om emnet, var menstruation ikke noget, som jeg selv ønskede at dele med nogen. Det var pinligt, en lille smule klamt og ærligt talt ikke særlig sjovt eller trygt at tale om med hverken min far, onkel, mandlige kæreste eller klasselærer.

Da jeg begyndte at tale højt om menstruation som voksen, konfronterede jeg min far med den underlige dans, vi havde haft i løbet af min opvækst, hvor han på den ene side ikke engagerede sig i en samtale om min foranderlige krop, og jeg på den anden side gjorde alt, der stod i min magt for at skjule alle de ting, der skete med den - herunder min menstruation.

Til min store overraskelse lyttede han og delte sin egen oplevelse med mig om at være far til et barn, der naturligt nok, og dog alligevel meget pludseligt, fik sin menstruation. Han fortalte blandt andet om en episode, hvor jeg var blødt igennem hjemme hos ham, og hvor min stedmor lettere hektisk sprang mig til undsætning. Fra min fars synsvinkel var dén reaktion ikke til at tage fejl af.

Menstruation var “girls only”.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min stedmor handlede fra et kærligt sted, da hun slap alt hvad hun havde i hænderne for at assistere mig midt i min menstruation og i samme ombæring vistnok fik vrisset lidt af min far, der på bedste far-agtige vis var lidt langsom til at ænse, hvad det egentlig var, der foregik. Som voksen, da min far genfortalte historien, kunne jeg dog ikke lade være med at tænke på, om min stedmor i virkeligheden var drevet af sin egen skam i forhold til menstruation og i sin håndtering af situationen ubevidst lod den smitte af på mig?

Motivet bag min stedmors handling får jeg nok aldrig svar på, men én ting er sikker: når vi putter menstruation ned i en “girls only”-kasse, har det negative konsekvenser for alle køn.

Når vi gør det, afholder vi nemlig ikke-menstruerende personer fra at lære om og deltage i samtalen om menstruation samtidig med, at vi holder liv i forestillingen om, at kvinders sundhed ikke er relevant. For slet ikke at tale om, at vi afskriver alle de identiteter, der falder uden for normen.

Derfor er det her blogindlæg dedikeret til alle mændene derude. Til fædrene, brødrene, kæresterne, kollegaerne og alle jer andre - med og uden livmor.

Menstruation er et vilkår for halvdelen af verdens befolkning

Der findes mange gode grunde til at inkludere mænd i menstruationssnakken. Et sted jeg ofte selv tager afsæt i, når jeg er ude og holde oplæg eller taler i den offentlige debat, er det faktum, at en menstruationscyklus er noget, som omtrent HALVDELEN AF VERDENS BEFOLKNING kommer til at opleve i EN FJERDEDEL AF DERES LIV (!)

Lige nu bløder mellem 400-800 millioner mennesker fra deres livmoder verden over. Og hvis Roskilde Festival ikke var blevet aflyst i år, ville mere end 10.000 festivalgæster rende rundt og udskille deres livmoderslimhinde på dyrskuepladsen i Roskilde til sommer.

Læg dertil de hormonelle påvirkninger, som menstruerende personer oplever i løbet af en cyklus. Vidste du for eksempel, at cirka 75 % af alle menstruerende personer har et eller flere symptomer på PMS, som er en samlebetegnelse for  symptomer op til menstruationen, der spænder vidt fra blandt andet humørsvingninger til hovedpine og ømme bryster?

Menstruation er vitterlig allevegne, og den spiller en større rolle for vores ve og vel, end de fleste af os måske skulle tro. Hvis vi alle vidste lidt mere om menstruationscyklussen, er jeg overbevist om, at det ville være meget nemmere for os alle sammen at deale med. Ikke mindst de stakkels fædre derude, der måske ellers føler sig lidt hægtet af, når deres børn fra den ene dag til den anden slutter sig til gruppen af menstruerende.

Men mest for os, der nu engang bløder. For hvad ville det ikke gøre ved ligestillingen, hvis halvdelen af verdens befolkning ikke skulle blive ved med at kæmpe mod uretmæssige lønforskelle og sejlivede fordomme om såkaldt “hysteri” og manglende evner til at bestride topposter qua deres reproduktive lod i livet? (Læs eventuelt Birgitte Possings Argumenter imod Kvinder, hvis du har brug for at få genopfrisket præcis, hvordan kvinder i dagens samfund fortsat møder modstand, fordi de er, ja, kvinder).

Putting the 'men' in 'menstruation'…

Det er dog ikke kun kvinder der bløder. Da bloggen her stadig var spæd, skrev Ask et gæsteblogindlæg om at være mand og have menstruation. Ask er transmand, hvilket betyder, at han er født med en livmoder, der fungerer præcis som en livmoder gør (den har han nu fået fjernet, men det betyder ikke, at han var mindre mand før det, bare lige hvis nogen skulle være i tvivl). I indlægget berettede Ask om det modstridende forhold mellem at passere som mand i samfundet, men samtidig have en krop, der kulturelt “opfører” sig på en måde, der traditionelt opfattes som kvindelig.

Indlægget, der til dato er det mest læste her på bloggen, giver først og fremmest et unikt indblik i Asks oplevelser med en krop, der “gør” menstruation anderledes, end de fleste af os er vant til. Men det viser også, at fænomenet menstruation ikke er en fast størrelse, men derimod noget, der er til forhandling.

Der findes i sagens natur mange forskellige oplevelser med menstruation. Fælles for dem er, at de med al tydelighed viser, hvor individuel en oplevelse menstruation er, og hvor forfejlet det er at tale om menstruation som et “kvindeproblem” og dermed også noget kønsopdelt.

IKKE ALLE DER MENSTRUERER ER KVINDER OG IKKE ALLE KVINDER MENSTRUERER.

På samme måde findes der ikke en rigtig og en forkert måde at “gøre” menstruation på.

Hader du at have menstruation? Det er okay.

Elsker du at have menstruation? Det er okay.

YOU DO YOU, og det er OKAY.

Tal om menstruation, mand!

Indtil videre skulle det gerne stå klart, at 1) mænd er en nødvendig del i samtalen om menstruation, og 2) den menstruerende krop kan tage mange former (hvorfor det gavner alle køn at vide noget herom).

Så langt så godt. Men hvad så nu? Hvordan kan man rent praktisk bære sig ad med at engagere sig i menstruation, uden at træde nogen over tæerne eller blive ufrivilligt stemplet som typen med en gedigen menstruations-fetich? Det er, som så meget andet, et spørgsmål, som der ikke findes et entydigt svar på. Jeg vil dog alligevel komme med et forsigtigt bud på, hvad man KAN gøre.

Som rubrikken ovenfor også afspejler, så er det at turde sige ordet “menstruation” højt (såvel som at høre ordet ytret) generelt et godt sted at starte. Det kan være så simpelt som at lade være med at lyve sig syg med et udefinerbart maveonde på arbejdet og i stedet bare sige det som det er: at man har Nordeuropas ledeste menstruationssmerter og må hjem og lægge sig. Også selvom det til en start kan føles både upassende og akavet.

Da jeg engang sagde ordet “menstruation” højt i en samtale med en mandlig chef, blev han helt mærkelig i hovedet og kvitterede med et fjoget grin som en præpubertær knægt, der lige er faldet over midnatssekvensen på DK4. Det jeg prøver at sige er, at det nok ikke havde været så akavet for nogen af os, hvis min chef var vant til, at menstruation er en almindelig del af tilværelsen for mange og noget, som man kan tale om, såfremt man har lyst til det og ser behov for det. For eksempel i en samtale om sygefravær fra arbejdspladsen.

En anden meget væsentlig pointe: chefen havde, som rigtig mange andre mænd, en datter. Hvis vi et øjeblik forestiller os, at den datter ikke har en overbeskyttende (sted)mor, der tager hånd om hendes menstruation, når den om et par år melder sin ankomst, er det min forsigtige vurdering, at den chef kommer til at få langt rødere kinder langt oftere, hvis han ikke snart begynder at øve sig i at sige M-E-N-S-T-R-U-A-T-I-O-N med en nogenlunde normal stemmeføring.

Eksemplet med min tidligere chef indrammer altså på mange måder hele problematikken, som jeg har forsøgt at belyse i det her indlæg. Dels i form af den desværre meget udbredte drengerøvs høhø-tilgang til menstruation, men også i hans rolle som henholdsvis leder og far.

Netop hvordan far-delen kan gribes kærligt an var der en modig mand, som vældig fint illustrerede til sidste års Period Talks arrangement i København.

Han var, som en af de få mænd i lokalet, blevet hevet med til arrangementet af en veninde og var gået ind til den tre timer lange menstruations-extravaganza med et åbent sind. På et tidspunkt under en spørgerunde rejste han sig op og delte med os andre, hvor taknemmelig han var for at have fået åbnet sine øjne for, hvor vigtigt det er, at vi alle sammen taler om og gør plads til menstruation.

Han fortalte i den forbindelse, at han selv var far til en lille datter. En datter, som han efter dagens arrangement nu følte sig klædt bedre på til at støtte, når hendes menstruation en dag kommer. Der var næsten ikke et øje tørt.

Forrige
Forrige

Tilbage på skolebænken - cyklus style!

Næste
Næste

Har du kigget på dit udflåd i dag?