Emma: Min første menstruation

Emma7-e1515424919769.jpg

Den første menstruation. Vi husker den nok alle sammen. Hvor vi var, hvor gamle vi var, hvordan det føltes nu være en "rigtig kvinde". Jeg var 11 år, da en brun klat, der skulle forestille min første menstruation, meldte sin ankomst i mine purpurfarvede Snoopy-trusser fra H&M.

Ingen havde rigtig fortalt mig om menstruation før den morgen, hvor jeg erfarede, at jeg var “ramt” af dette sygdomslignende vanvid, der pludselig udfoldede sig mellem mine ben. Min stedmor havde engang ytret en kort bemærkning om, at hun ikke kunne bade i vores badebassin, fordi hun blødte ud af tissekonen. Så vidt jeg husker, indgik ordet “menstruation” dog ikke som en del af forklaringen.

Dengang tænkte jeg, at det lød underligt at bløde ud af tissekonen. Ikke farligt, bare underligt. Men så hoppede jeg selv i bassinet og glemte alt om blødende tissekoner.

Nu sad jeg så som 11-årig på toilettet med et brunt spor i mine trusser, som jeg ikke anede, hvad var. Tanken om menstruation strejfede mig ikke, for substansen var jo brun. Det mindede ikke det mindste om blod!

Med gråd i stemmen og trusserne om anklerne gik jeg ud i entréen og kaldte på min mor, som kom farende i samme øjeblik. “Nå, jamen det er da bare menstruation, skat,” sagde hun. Som om det, der var hændt mig, var det mest normale i verden. Bemærkningen og det faktum, at jeg absolut ingen kontrol havde over, hvad der foregik med min krop, fik mig til at bryde sammen i gråd.

Den dag i dag runger min mors bemærkning af og til stadig i baghovedet, når jeg når "den tid på måneden". Jeg kan ikke lade være med at tænke, hvorfor hun ikke gjorde mere ud af at tale med mig om menstruationen, inden jeg fik den. Især når det nu bare var menstruation, som hun selv sagde. Men det gik hurtigt op for mig, at menstruation ikke rigtig er noget, man taler om.

I skolen var det noget med at lyve sig syg for at slippe for idræt i stedet for bare at sige, at man var uoplagt, fordi man blødte ud af underlivet. Og i seksualundervisningen var der mest fokus på, hvor drengens tissemand skal ind for at lave børn.

Samme år, jeg fik min menstruation, oprettede én af mine lærere en anonym brevkasse i klassen. På den måde kunne vi stille alle de spørgsmål, vi havde, helt anonymt. Jeg havde så mange spørgsmål men for meget skam i livet til at turde nærme mig den brevkasse, så det blev aldrig til den store deltagelse fra min side. Takket være drengenes kollektive fjol nåede brevkassen til gengæld at gøre mig klogere på, hvor drengens tissemand skal ind, hvis der er tale om sex mellem to mænd. Og det er vel også noget...

Forrige
Forrige

Drop dine PMS-jokes, mand